onsdag den 10. oktober 2007

Dag 53

Jeg nåede lige at gå i gang med kapitel 14 i dag, det bliver et ret kort kapitel, det næstsidste i bogen. (Hvis man ikke medregner en slags epilog, som kommer til allersidst.) Jeg starter kapitel 14 med et af de der fiktive avisklip som der en en håndfuld af i bogen. Det er en leder fra avisen Dagens Nyt, som handler om Millenium Values, det store projekt som Christian har vundet til sit firma.

Her er lederen. Kommentarer er som altid velkomne.

Nødlanding eller visionær politik?

LEDER. Millienum Values, det nyeste udspil fra Statsminister Ole Fuglestrup, kan både ses som et forsøg på at vinde vælgernes lunefulde gunst eller som tiltrængt politisk nytænkning.

Med kun 14 måneder tilbage af valgperioden og med ryggen mod en mur af dårlige meningsmålinger, har statsministeren barslet med en provokerende ide: Lad os reklamere for os selv. Lad os fortælle verden om vores værdier, vores samfundsmodel, vores måde at leve på. Lad os fortælle historien om alt det vi tror på. På bannere og lysaviser i alverdens hovedstæder, i reklamespot på de globale tv-kanaler, i lufthavne og på banegårde over hele verden.

Den umiddelbare begrundelse for initiativet er Frydendalkrisen. Talrige kilder har bekræftet sammenhængen mellem det uopklarede drab på en fremtrædende erhvervleder, og udlandets svigtende lyst til at investere i landet. Hvem har lyst til at åbne nyt hovedsæde i en by der kendes som Skandinaviens svar på det vilde vesten?

Det komplette indhold i projektet er endnu ikke offentliggjort. Det fremgår dog, at budskabet i Millenium Values vil tage afsæt i seks grundlæggende værdier: Demokrati, velfærd, viden, miljø, mennesker, retfærdighed.

Vi afventer med spænding en nærmere præcisering af disse begreber. Før den foreligger, kan selvsagt ikke foretages en endelig vurdering af udspillet.

En del af det erklærede formål med Millinium Values, er at fremme udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder i verden. De sædvanlige midler mod stater som krænker menneskerettigheder og som tøver med at bekende sig til demokrati har været at fratage dem økonomisk støtte, nægte dem lån gennem Verdensbanken, forbyde import af deres varer. Det har vist sig at være rystende ineffektivt. Set i det lys er regeringens ambition om nu at bruge metoder fra den kommercielle verden, derfor forfriskende. Ja, på mærkedage ville man fristes til at kalde det direkte visionært.

Det forudsætter selvfølgelig at udspillet er oprigtigt ment, og ikke blot et forsøg på at redde et muligt valgnederlag på målstregen. Med 14 måneder tilbage af valgperioden er det nødvendigt at tolke ethvert udspil som en valgtaktisk manøvre.

Derfor er det også interessant at bemærke, at der angiveligt er sikret bred opbakning i til Millenium Values. Det manglede også bare – hvem går ikke ind for demokrati, velfærd, viden, miljø, mennesker, retfærdighed?

Kommer Millenium Values til at virke? Vil det lykkes at udbrede den vestlige demokratiske samfundsmodel tilsat en portion velfærdsstat? Det vil tiden vise. Vi venter i spænding.
AK

Ingen kommentarer: